Jeg var ikke forberedt på, hvor meget det ville påvirke mig
Det var ikke et svært valg for Jette Juel Binder at tilbyde at donere en nyre til sin søster Helle. Men tiden umiddelbart efter transplantationen viste sig at være anderledes end forventet – især for Jette, som blev overrasket over hvor følelsesmæssigt hun blev påvirket, og at det tog lidt længere tid at komme sig fysisk. Det er noget, de begge ville ønske, de havde været bedre forberedt på.
Af Maia Borch Torstensson
Jette Juel Binders søster, Helle, har levet med en nyresygdom i flere år. Jette har gennem årene kunnet følge med i sin søsters sygdomsforløb fra sidelinjen, fra dengang hun fik svangerskabsforgiftning, senere forhøjet blodtryk og nyrepåvirkning, til et gradvist fald i nyrefunktion. Hun kunne se en søster, der blev mere og mere påvirket af nyresygdommen.
I 2023 blev det tydeligt, at Helle ville få brug for en nyretransplantation, og Jette tilbød at donere sin nyre uden tøven. ”Man kan sagtens leve med én nyre, og hvis Helle kunne få det bedre, så var det en no-brainer for mig,” siger Jette.
Jette tilbød sin nyre, men kunne mærke, at Helle slet ikke kunne forholde sig til det på det tidspunkt. ”På det tidspunkt ville lægerne gerne starte min udredning, men da jeg et par år forinden havde været opereret for brystkræft, følte jeg mig slet ikke mentalt klar til at skulle igennem udredningen til en nyretransplantation. Og om Jettes tilbud tænkte jeg bare: ’Det er da pænt af hende’, men i mit hoved var jeg slet ikke klar til at tage imod det,” fortæller Helle.
Parat til at tage imod
Flere faktorer bidrog til, at Helle blev klar til at starte udredningen, som hun påbegyndte i 2024. ”Jeg kom med i et nyrefællesskab [en mindre gruppe nyresyge, der mødes og deler erfaringer], hvor der var nogle transplanterede, som jeg kunne tale med om min bekymring for at starte udredningen. Derudover gik jeg til nogle scanninger, hvor det blev undersøgt, om der var spor af kræften tilbage. Scanningerne viste, at der ingen tegn var på kræftceller. Det gav mig alt sammen mod på at skulle transplanteres og dermed også få immundæmpende behandling.”
Helle og Jette har også en lillebror, som af personlige årsager valgte ikke at donere sin nyre, men som ville ønske, at han følte sig i stand til det. Det har både Helle og Jette fuld forståelse for. ”Det er en stor beslutning, og det er helt okay ikke at ville det. Det handler ikke om at være en god eller dårlig person. Det er bare, som det er,” understreger Jette.
Rollerne byttes om
Transplantationen fandt sted i slutningen af januar 2025, og fra starten gik det godt for Helle. Nyren gik i gang med det samme. ”Jeg kunne mærke en lettelse i kroppen efter transplantationen. Jeg kunne læse uden at falde i søvn, jeg døjede heller ikke med tørre øjne og frøs ikke som jeg plejede. Efter et par uger kom min kreativitet og initiativ også tilbage. Det er utroligt, hvad nyrerne gør,” fortæller Helle med begejstring.
For Jette var de første dage efter transplantationen mere udfordrende. Hun havde ondt, nedsat appetit, maveproblemer og et stort behov for hvile. ”De første to dage var Helle bare så frisk og gik op og ned ad trapper, og hun havde det så godt. Og jeg lå bare inde på min stue og havde ondt. Jeg vidste godt, at det ville gøre ondt, og at jeg nok ikke kunne så meget, men Helle var bare så frisk.”
Rollerne var byttet om mellem de to, og Helle blev bekymret over at se sin søster have ondt og være sengeliggende. Men det, der kom mest bag på dem, var, at Jette også havde en følelsesmæssig reaktion på det hele. ”Lige pludselig blev jeg bare ked af det. Jeg følte, at nu har jeg leveret det, jeg skulle, så er jeg parkeret ud på en sidelinje, og så får jeg ikke al den opmærksomhed, som Helle får. Det føltes som en lidt barnlig reaktion,” fortæller Jette ærligt og med et grin.
Det hjalp Jette at tale med personalet på hospitalet, og efter hun blev udskrevet, blev hun medlem af en Facebook-gruppe for levende donorer. Begge dele bekræftede hende i, at det var helt normalt at reagere på den måde. Hun ville dog ønske, at hun havde været bedre forberedt på, at det kunne ske. Det kunne fx være, at den information, man får skriftligt og mundtligt, i større grad fortæller om den variation, der kan være i forskellige forløb, og at man får at vide, at nogle donorer oplever en psykisk reaktion efter at have doneret.
Det hele værd
6 uger efter transplantationen har Helle det rigtig godt. ”Jeg kan mærke, hvor stort pres min krop har været under, da jeg var syg. Nu går det rigtig godt. Jeg har normalt blodtryk, ingen vand i kroppen, og jeg har fået initiativ og større livslyst tilbage,” fortæller hun.
For Jette har det været en lidt længere proces at komme sig fysisk, end hun forventede. Hun har fx haft fordøjelsesbesvær og døjet med træthed, der gør, at hun ikke er tilbage på arbejde helt så hurtigt, som hun troede.
”Mange steder har jeg læst, at man bliver udskrevet efter 2-3 dage og kan være tilbage på arbejde efter 2-3 uger, og sådan var det ikke for mig. Her har det bl.a. været rigtig godt med den her Facebook-gruppe, hvor jeg har søgt rundt og fundet ud af, hvor forskelligt det er fra person til person, og at meget af det, jeg oplever, er normalt.”
At efterforløbet for Jette har været anderledes, end hun troede, får hende ikke til at tvivle på det, hun har gjort. Hun understreger, at hun ville donere en nyre igen, hvis hun kunne. Jette er desuden tydelig omkring én ting: Helle skal ikke gå rundt og føle sig i gæld til hende. For hende er det det hele værd at se, hvor godt Helle har det nu.