Ingen har opskriften på, hvordan man går igennem en transplantation
Anna Andersen og Mathias Johansen var studiekammerater på teologi. De kendte ikke hinanden så godt, men Anna overhørte en dag Mathias sige, at han var nyresyg, i dialyse og manglede en nyre. Den tilbød Anna ham, og Mathias sagde ja. Her er historien om deres forløb, og hvordan de endte som tætte venner.
Af Thora Bruun Makita.
Da Mathias Johansen vågnede op på operationsgangen, kiggede han på en gennemsigtig kateder-pose med urin i, hans egen urin – og det var utroligt stort for ham, for det var et tegn på, at operationen var gået godt. Han havde netop fået transplanteret en ny nyre, og den virkede.
Nyren kom fra en levende organdonor, nemlig Anna Andersen. Egentligt kendte de ikke hinanden særligt godt, da aftalen kom i stand. Dengang læste de begge teologi i København, og en dag i foråret 2022 overhørte Anna en ret personlig samtale Mathias havde med en fælles veninde ved et af højbordene i KUAs kantine på Amager i København. Her sad de sammen med nogle andre studerende og spiste frokost. Mathias fortalte, at han var nyresyg, i dialyse, og han ikke havde nogen i familien, der ville give ham en nyre.
”Jeg havde godt bemærket, at der var noget galt med Mathias, han var ikke så tit på studiet. Der ved bordet spurgte jeg ham, om vi ikke skulle gå en tur på Fælleden? Det ville han gerne, så det gjorde vi. Her spurgte jeg ham om en masse praktiske ting i forbindelse med hans sygdom, bl.a. blodtype. Og så sagde jeg til ham, at jeg måske godt kunne finde på at donere en nyre til ham,” fortæller Anna og fortsætter:
”Jeg vidste jo ikke noget om sygdommen eller konsekvenserne af at donere. Jeg fulgte bare en impuls og en følelse af, at her var noget, jeg kunne hjælpe med. For mig var der også noget religiøst i det, jeg følte ikke, at det var mig, der tog beslutningen. Jeg følte det nærmest som et kald, som om, at Gud havde vist vejen for mig.”
Mathias var helt overvældet af samtalen. Anna blev nærmest lidt høj af deres snak, hun var glad for, at hun kunne hjælpe.
De svære samtaler
Mathias er i dag 36 år, og han har været nyresyg, siden han som ti-årig var på tur med sin mor i Sverige, hvor de begge kom til at spise af en giftig svamp. De blev meget syge. Moren døde i 2023. Mathias’ nyre virkede stadig i nogle år, men tallene blev gradvis dårligere, og Mathias kom i dialyse i to et halvt år. I marts 2008 fik han en nyre fra en afdød, der varede i 13 år. Herefter kom han i dialyse i halvandet år, da nyren begyndte at strejke, og en dag i den periode sad han altså med Anna ved frokostbordet på KUA. Efter deres tur i Fælleden satte Anna sig mere ind i, hvad en transplantation betød for hende:
”Jeg blev mere klar over de konsekvenser, det kunne have at donere. Der var fx forhøjet risiko for svangerskabsforgiftning, hvis man var gravid, og det vidste jeg, at jeg gerne ville være en dag, så det blev jeg da bange for. Og så var der også ting, der kunne gå galt under operationen,” fortæller Anna. Men hun var alligevel sikker på, at hun gerne ville – ikke mindst fordi Mathias havde et barn, så hun syntes, at det var meningsfyldt, at han kunne leve videre med sit barn.
Det påvirkede dog også Anna, at hendes mor var imod transplantationen.
”Da jeg fortalte hende, at jeg havde tænkt mig at donere en nyre, var hun helt ødelagt. Det fik mig til at tvivle på, om jeg skulle gøre det, fordi jeg da ville være skyld i en smerte hos min mor. Jeg følte, jeg svigtede min mor, hvis jeg donerede, og at jeg svigtede Mathias, hvis jeg lod være. Jeg var fanget i det,” forklarer Anna.
Moren var bange for, at der skulle ske hendes datter noget. Hun var faktisk så meget imod det, at hun tilbød at give Mathias sin egen nyre.
Det endte med, at de mødtes alle tre, og det blev et vendepunkt.
”Det var nok, at hun mødte Mathias. Der var en god kontakt imellem os alle tre. Noget blev sagt, og noget behøvede ikke at blive sagt. Efter det møde forstod hun mig godt, og hun bakkede op om udredningen og om transplantationen,” fortæller Anna.
Inden Anna meldte sig på banen som donor, havde Mathias været forbi sin familie og spurgt, om en af dem ville være donor for ham – og de havde skuffet.
”Det er normalt, at det er en kompliceret situation, når der er en, der mangler en nyre, fordi det skaber nogle spørgsmål i familien eller de nære relationer, der ikke altid kan løses til alles bedste. Hvis der er nogle uligevægtige dynamikker i familien, fx misundelse, eller at man er dårlig til at tale om følelser, kommer de i fuldt flor, når spørgsmålet om transplantation dukker op. Herudover er et familiemedlem jo i forvejen syg, hvilket i sig selv er en stressfaktor for de nærmeste,” siger Mathias og fortsætter:
”Anna fik bekræftet sin mors kærlighed til hende, da moren selv foreslog at donere en nyre til mig, så Anna ikke behøvede. Den bekræftelse fandt jeg ikke hos min familie. Jeg følte mig svigtet af min familie, og jeg var skuffet. Jeg havde mistet håbet og troen på, at verden var et godt sted at være, inden Anna meldte sig på banen. Da hun kom, fandt jeg troen igen,” siger han.
Udredningen tager fart
Selve udredningen af Anna skete over sommeren 2022 og gik nemt og smertefrit. De havde fx begge blodtype B, og de havde samme vævstype, som er en forudsætning for, at transplantationen kan lade sig gøre.
Mathias og Anna var gode til at dele deres tvivl undervejs og være åbne overfor hinandens følelser og tage de svære snakke.
”Mathias spurgte ind til min tvivl og gav plads til den fx i forbindelse med min mor og hendes modstand,” fortæller Anna.
”Det var vigtigt for mig, at vi kunne være så åbne overfor hinanden som muligt. Ingen har opskriften på, hvordan man går igennem en transplantation, hverken alene eller sammen. Og i den situation er man ude over de sociale spilleregler, der ellers findes i samfundet. Så man bliver nødt til selv at finde en vej og skabe en ny måde at være sammen på,” siger Mathias.
Det var dog ikke alt tvivl, Mathias og Anna delte med hinanden. Noget var simpelthen for sårbart.
”Jeg ville fx ikke bebyrde Anna med, at jeg var bange for, at det hele ville falde på gulvet, fordi det ville være for meget for Anna at skulle bære det på sine skuldre, det snakkede jeg med andre om,” forklarer Mathias.
Og Anna ville heller ikke tale med Mathias om, hvordan det ville påvirke deres forhold, hvis den nyre, hun donerede til ham, ikke ville virke, når han havde fået den. Det talte hun i stedet med andre venner om. Hun blev afklaret om, at det stadig var forsøget værd, også selv om transplantationen mislykkedes.
Nyren virker
Fredag den 27. januar 2023 fandt transplantationen sted på Rigshospitalet. Anna var træt, da hun vågnede op efter operationen. Hun var også glad og lettet over, at det var gået godt, velvidende at det først var nu, at det afgørende øjeblik ville komme – hvordan nyren passede til Mathias.
Han vågnede efter operationen op til synet af, at der var urin i hans kateder-pose. Nyren producerede urin med det samme. Han blev meget glad, fordi det var et tegn på, at alt var, som det skulle være.
”Det er ret abstrakt at være nyresyg, fordi det er en totaltilstand, at ens liv bare er markant anderledes end andres. Man er jo ikke handicappet, men man er handicappet. Man fokuserer på nogle ekstremt konkrete ting som fx urin. Jeg skrev med min søster om, hvor meget urin jeg havde produceret efter operationen. Fokus på om det gik godt, blev målt i tis, fordi det var så håndgribeligt, modsat den abstrakte tilstand af at være syg. Håbets farve var i dette tilfælde lysegult,” fortæller han.
Tætte venner
Mathias har det stadig godt i dag. Han er færdig med sin teologiuddannelse, men er uafklaret om sin fremtid som præst. Imens arbejder han som kunstner. Og han er far til en datter på 11 år.
Anna har det også godt. Hun er siden operationen flyttet til Fyn efter otte år i København. Her arbejder hun som præst. Og de to har et helt særligt venskab. Deres forhold har ændret sig meget igennem forløbet.
”Vi gik fra at være perifere venner til at blive meget tæt knyttet, måske fordi vi skulle igennem det her forløb sammen og skulle tage nogle svære samtaler undervejs. Den relation Mathias og jeg har, ville jeg ikke være foruden,” siger Anna.
Mathias kan stadig have en følelse af, at han skylder Anna noget. Men det taler de om, det er en ongoing proces. Anna har sagt til Mathias, at hun ikke føler, at hun er i overskud i deres venskab, imens han er i underskud.
”Jeg har fået en vigtig relation. Mathias er der i mit liv – også som støtte. Og han er en helt særlig ven, det er det væsentlige for mig,” siger Anna.
”At have denne her relation til Anna er for mig en måde at vise den taknemmelighed, som jeg føler. Vi er tæt knyttet på grund af vores forhistorie,” siger Mathias.
Mathias og Anna vil begge gerne bevare denne relation resten af livet.