Det handlede bare om at overleve
Blev fulgt tæt
Nanna ønskede at blive gravid, da hun var 29 år gammel, og hun skulle derfor have noget særligt medicin. Hun blev let gravid. Og hun blev fulgt tæt. Men sidst i graviditeten havde lægerne på hospitalet ikke ordentligt opsyn med Nanna.
”Der var nogle læger, der ikke helt turde tage en beslutning om, hvad der skulle ske med mig. Overlægen var på ferie, så jeg kom bare hos nogle tilfældige,” siger hun og fortsætter:
”På det tidspunkt var jeg ikke skarp på, at det var nye læger, eller om de var uerfarne, men 14 dage inden min termin kom jeg ind til en ny overlæge, som bare sagde: ”Hvad fanden foregår der her?” Det viste sig, at min nyrefunktion var dalet så meget, at den ikke kunne genvindes,” siger Nanna og forklarer, at den sygdom hun har haft, siden hun var barn, Schönlein-Hennochs Purpura, men det var i forbindelse med graviditeten, at sygdommen blev aktiv og derfor gav nyresvigt, da hun var gravid.
Så stod hun der, højgravid og nu også med en nyresygdom, og fik at vide, at fødslen skulle sættes i gang næste morgen. Fødslen gik godt, men Nanna blev meget syg, og nyren svigtede hurtigt. Oveni i dette var hun førstegangsmor. Hun måtte ikke amme, fordi hun skulle have ny medicin.
Mosteren melder sig
Nyren holdt et halvt års tid efter fødslen, og så kom Nanna i dialyse. Hun måtte finde en nyre, og det rygtes hurtigt i familien, hvor Nannas moster tilbød sin nyre med det samme. Hun har altid været en stor del af Nannas liv, men ikke en hun besøgte uden sin mor. De havde et hyggeligt og godt forhold.
”I den situation var det min moster, der sagde, at hun gerne ville donere en nyre. Og hendes mand bakkede hende op, de ville gerne hjælpe mig. Og det havde de et stort og klart ønske om. Min moster har ikke sine egne børn, så det tror jeg gjorde, at det var lettere for hende at tage beslutningen. Det var meget stort for mig at hun gerne ville hjælpe mig,” siger Nanna.
Nanna var heldig at få en hurtig tid. Selve operationen gik godt, både for mosteren og Nanna.
Må jeg godt?
Transplantationen har påvirket Nannas og mosterens forhold. Op til og efter operationen var Nannas tanker blot på, at det skulle lykkes at få transplanteret mosterens nyre.
”Min moster var meget engageret, og hun glædede sig. Jeg havde ikke nogen skrupler omkring det. Jeg må indrømme, at på det tidspunkt havde jeg ikke nogen bagtanker, positivt eller negativt om, hvordan det ville være at få noget fra min moster. Jeg var meget syg, og for mig handlede det bare om at overleve,” siger Nanna.
Nogle år efter operationen kunne Nanna godt tænke sig at få et barn mere, trods det, at hun havde en nyresygdom. Inden hun tog beslutningen, ringede hun til sin moster:
”Jeg følte, at jeg skulle spørge hende om lov, fordi jeg godt vidste, at der var en risiko for, at den nyre kunne blive beskadiget ved at blive gravid igen. Det var jo ikke sikkert, at den kunne holde til det, men samtidig havde jeg også et urinstinkt i mig, der gerne ville have et barn til,” fortæller hun og fortsætter:
”Den følelse kunne jeg godt mærke var svær for mig, for jeg syntes faktisk, at det var irriterende, at jeg havde det sådan. Fordi det var jo min nyre nu, hun har givet den til mig, så jeg burde ikke føle, at jeg skulle spørge hende om lov.”
Mosteren tog godt imod det, og sagde, at det var Nannas nyre og Nannas liv. Hun tilføjede også, at hun håbede, at Nanna ville passe på den.
”Jeg forstår virkelig godt, at man som giver har den der med, at man satser stærkt på, modtager passer godt på den, når man har sat sig selv på spil. Og jeg synes, at min moster gjorde det helt rigtige her. Hvis hun havde sagt meget mere, så tror jeg dog, at jeg ville have syntes, at det var svært. Det er en balancegang,” siger hun og uddyber:
”Det er virkeligt vigtigt at forstå, at giveren har et stort ansvar i, at donationen ikke er en tilladelse til at bestemme over modtagerens liv, og hvordan vedkommende forvalter nyren. At give en nyre giver ikke ret til at bestemme over en anden persons liv.”
Graviditeten lykkedes, og Nanna fik en lille pige.
Stor taknemmelighed
I årene efter transplantationen har mosteren og Nanna fået et meget tættere forhold.
”Da jeg fik det bedre efter operationen, oplevede jeg en meget stor taknemmelighed, som jeg stadig har i dag. En taknemmelighed for, at min moster dengang gav mig en udvej. Hvert år på hendes fødselsdag sender jeg hende en stor buket blomster. Vi ringer også oftere sammen, end vi gjorde før operationen, og jeg tager ofte forbi hende på besøg. Hun har fået en større plads i mit hjerte, og jeg deler nu hele mit liv med hende,” forklarer Nanna og fortsætter:
”Min kærlighed til hende vokser og vokser, men det er ikke bare af taknemmelighed.”
Nannas nyre fra mosteren holdt i ca. 15 år. Da hun var 46 år, fik hun en nyre fra en afdød, som hun havde været på venteliste til. Transplantationen gik godt.
”Jeg er i arbejde igen. Jeg har det megagodt, og nyren fungerer som den skal,” siger Nanna.