Når svaret
er nej
Ideelt set er det helt acceptabelt at sige nej. Men der er
nogle typer afslag, der er lettere at give end andre: ’Min familie modsætter sig’, eller ’jeg kan ikke bruges’. Det er afslag, som begrundes af andre.
Det er en anden sag, når du finder svaret i dig selv, som fx: ’Jeg tør ikke’, ’Jeg har svært ved at forlige mig med tanken om at dele krop med dig’ ’jeg vil gerne bevare min krop hel og sund’ eller ’Det kommer helt på tværs af mit arbejde’. Forklaringer, der kommer fra dig selv, kan være sværere at få sagt. Det er et dilemma, hvis fornuften siger ja, men følelserne siger nej. Eller når modsætningen mellem, hvad man gør, og hvad man kunne gøre, bliver tydelig. Det kan resultere i dårlig samvittighed og skam. Husk at et nej altid er acceptabelt uanset hvilken begrundelse, du måtte have.
Forestillingen om at sige nej kan virke mere uoverskuelig, end rent faktisk at få det sagt. Du kan blive usikker på, om du bliver forstået. Du kan også være bekymret for, om dit forhold til modtageren ændrer sig, hvis du siger nej. Jo tættere I er på hinanden, jo stærkere kan forventninger føles, og nogle kan opleve, at et nej faktisk ikke er en mulighed. Hvis du bruger ordene: ’Jeg bør’ eller ’Jeg skal’, må den røde lampe gerne lyse.
Uanset hvordan den syge reagerer på et nej, så har du ret til dit nej. Og den syge har muligheden for at vente på en nyre fra en afdød donor.
Nogle vælger at lade lægen give afslaget. Lægen har tavshedspligt om dit helbred og dine begrundelser og kan nøgternt oplyse om, at donationen ikke vil blive gennemført.
Tænk over:
Hvilken betydning vil det have for jeres forhold, at du er ærlig med dit nej?
Hvad vil det gøre ved dig, hvis modtager reagerer med vrede, skuffelse eller afvisning?