Fordele ved
levende nyredonation

Når en person har nyresvigt, kan det behandles med enten dialyse eller transplantation. Dialyse er en behandling, hvor blodet bliver renset for affaldsstoffer og overskydende væske, fordi nyrerne ikke længere kan gøre det selv. Selvom dialyse redder liv, er det hårdt for kroppen og kan med tiden slide på den.

En transplantation er den bedste behandling for nyresvigt, fordi den giver bedre overlevelse og i langt de fleste tilfælde højere livskvalitet end dialyse. Man kan få en nyre fra enten en afdød eller en levende donor. Hvis man skal have en nyre fra en afdød donor, bliver man skrevet på en venteliste og vil ofte skulle være i dialyse, indtil der findes en passende nyre.

At få en nyre fra en levende donor har flere fordele. Nyren bliver transplanteret hurtigt efter, den er fjernet, og holder ofte længere end en nyre fra en afdød. En anden fordel kan være, at modtageren måske kan undgå lang ventetid og dialysebehandling.